Max 30 km/timen i sidegaderne

Bragt i Frederiksberg Bladet tirsdag den 30. oktober 2007

Så skete det igen. En bil drøner igennem den smalle og tæt parkerede vej hvor vores børn går til og fra skole.

De kører ikke stærkere end 50-60 km i timen. Men det virker voldsomt og skaber utryghed hos forældrene.

Vi ved jo godt, at man ikke må køre så stærkt, for man skal jo køre efter forholdene. Men der er åbenbart for mange der mener, at vores sidegader på Frederiksberg skal bruges til smarte gennemfartsveje.

Lad os gøre forholdene eksplicitte, og sænke hastighedsgrænsen til 30 km i timen på alle sidegaderne på Frederiksberg. Man mister maximalt 30 sekunder af sin transporttid, børnene kan færdes mere trygt på fortovet og der er ikke tvivl om, at den der kører med 50 km i timen gennem vores sidevej risikerer klip i kørekortet.

Plads til alle

Det lyder måske gammeldags, sådan lidt 70'eragtigt, og ikke særlig moderne.

Men ikke desto mindre, så betyder det her med lige muligheder faktisk en del. Det at give alle mennesker mulighed for at udtrykke og udfolde sig selv, har været drivende for udviklingen af vores velfærdsmodel.

Den socialdemokratiske drøm om middelklassens adgang til uddannelser, karrierer og hele verden er indfriet. Problemet er blot i dag, at 20 % af vores medborgere ikke er en del af succesen. Der er 800.000 danskere i den erhvervsaktive alder der ikke har et arbejde, og alene lever af en eller anden form for overførselsindkomst.

Vores arbejdsmarked stiller meget store krav til effektivitet og konformitet, hvilket gør begrebet "mangfoldig arbejdsplads" til en meget smal betegnelse.

Konformiteten (det at være som de andre) er desuden ikke længere begrænset til arbejdsmarkedet. Der er en stigende hetz mod anderledes udseende dragter osv. Forstå mig ret, jeg er også imod tørklæde i visse sammenhænge, jeg kan f.eks. ikke forene det med noget som helst, når jeg ser piger på 7 år med muslimsk inspirerede tørklæder, da jeg ved, at det ikke er noget en 7 årig forstår hvad er, hvilke signaler det sender osv. Men der er mere i denne debat end tørklæder og burkaer.

Danmark står over for to meget store udfordringer. For det første at holde fast i, at vi har et fællesskab med narkomanen, luderen, den sindslidende, den hjemløse og alle de andre der lever et liv, vi ikke forstår man kan leve.

For det andet, så står Danmark over for en globalisering, hvor vi bliver nød til at lære og forstå og anvende begreber som interkulturalisme, etnisk- og religiøs mangfoldighed. Udfordringen ligger i at gøre det, uden at give køb på grundlæggende værdier.

En ting er jeg enig med Dansk Folkeparti i, og det er, at tegningekrisen (eller muhammedkrisen som nogen kaldte den i Danmark) var en mulighed for at se hvordan vi reagerede når det virkelig talte. Jeg skrev dengang en enkelt artikel om emnet, som bl.a. er at finde på min blog (følg dette link).

Hvorfor Irak?

Hvorfor gik vi ind i Irak? Anders Fogh sagde, at der var masseødelæggelsesvåben. Men det var der altså ikke. Var det for demokratiets skyld? Jamen hvor meget demokrati kan man få, når hele landet er ved at gå til i borgerkrig?

Vi har aldrig fået svar på de mange spørgsmål der er stillet om den danske krigsdeltagelse. Aldrig en eneste gang. De har fået svar i USA. De har fået svar i England. Men vi må ikke i Danmark få at vide hvorfor vi gik ind i Irak?

Hvorfor var det nødvendigt, at Danmark på det næsten mindst mulige flertal skulle trodse FN og invadere Irak?

Hvorfor må vi ikke få den uafhængige kommission der kan belyse spørgsmålet?

Og hvorfor har vi straffet den eneste mand der har forsøgt at fortælle sandheden med 6 måneders fængsel? (jeg tænker her på tidligere medarbejder ved Forsvarets Efterretningstjeneste Frank Grevil, der ikke kunne genkende sine rapporter til statsministeren i de ord der blev sagt i folketingssalen forud for invasionen).

Jeg har skrevet en række taler og artikler om Irak-krigen og lagt dem ind på min blog. De kan findes her.

Trafik

Vi ved alle hvad der skal til for at redde miljøet og få færre trafikdræbte:

• Mere cykel, mindre bil.
• Mere tog, mindre fly.
• Billigere offentlig transport.
• Bedre offentlig transport.
• Roadpricing eller bompenge i København.
• Biligere grønne biler (dem der kører mere end 30 km på literen).
• Meget dyrere sorte biler (dem der kører mindre end 10 km på literen).
• Forskning i alternative brændstoffer. Især muligheden for at gemme og udnytte energi i brintkoncentrationer og anvendelse af brændselsceller.

Der er så meget, det hjælper alt sammen, og det er bare at komme igang.

Global lighed

Der er for mange fattige, for mange sultne og for mange analfabeter i verden.
Der er for mange sygdomme som vi kan smadre, som bare florerer, og så er der AIDS der smadrer alt, uden at vi gør så meget.

FN har sat en række mål for verden i 2015. Disse mål bør være alle danskeres.

Et første skridt på vejen er, at vi hæver vores ulandshjælp til det gamle niveau (1 pct. af BNP) og at vi ikke fifler med pengene som Anders Fogh og Co har gjort, hvor ulandshjælpen er blevet brugt til at begrænse den danske CO2 kvote f.eks.

Du kan læse mere om FN's 2015 mål her: http://www.un.org/millenniumgoals/

Minder fra europaparlamentsvalgkampen 2004

Den sidste dag
Søndag den 13. juni 2004 vågnede jeg efter en meget urolig nat klokken 5. Jeg kunne ikke sove mere, fordi jeg simpelthen var for nervøs. For det var jo denne søndag, at vi havde valget til Europaparlamentet. Et valg der kunne have været skæbnesvangert for SF, skulle det ikke lykkes os, at fastholde mandatet i parlamentet.
Mens min kæreste gryntende rullede væk for at kunne få ro til at sove videre, stod jeg op til søndagsberlingerens meningsmålinger: ”SF mister deres mandat” stod der. Så sad jeg der. Alene på sofaen med avisen i skødet. Var vi ved at fejle? Var det sådan, at taktikken med at sige hvad vi mente, frem for at gå efter en fornemmelse af hvad folket mente, var en forfejlet taktik?
Meget var på spil, for hvis man ikke kan føre politik på hvad man mener, så er det hele da ligegyldigt. Så man kan sige, at det for mit eget vedkommende, var mere end bare et valg til Europa-parlamentet. Det handlede for mig om hvorvidt jeg kunne tro på at SF havde en fremtid og en særlig rolle at spille.

Den længste dag
Det var den sidste dag af en meget lang valgkamp, så jeg valgte at sætte ”den længste dag” på DVD’en (klassiker om landgangen i Normandiet den 6. juni 1944). Krigens voldsomhed fik mig ned på jorden igen, og lærkernes morgensang og dagens morgengry fik nerverne stabiliseret. Da filmen var færdig og morgenmaden spist, begyndte forberedelserne til den sidste valgkampsbestræbelse: Søndagskørsel i den interimistiske kampagnevogn.

Fra klokken 10 kørte vi (kæresten og jeg) rundt og besøgte familie og gode venner med en bil, hvor 3 af mine valgplakater var sat på taget. Reaktionen fra medtrafikanter var fantastisk. Folk hilste, smilede og dyttede, så efterhånden som solskinsdagen skred frem, steg humøret mere og mere. Klokken 16 landede vi igen ved hjemmet på Frederiksberg. Plakaten blev taget af taget på bilen, og vi gik hen for at stemme. Valgkampen var slut, og næste projekt kunne begynde: Fortsættelse af renoveringen af lejligheden vi flyttede ind i 1. november.

Om aftenen begav vi os så ind til Christiansborg for at følge optællingen og forhåbentlig få en lille fest. Og fest det fik vi. For ikke nok med at vi genvandt mandatet. Vi gik også frem. Både procentmæssigt og stemmetalsmæssigt. For første gang i min tid i SF, fik vi en sejr. Det var en fryd at få lov til at se Holger K. hoppe op på en stol i gruppeværelset og holde en længe ventet sejrstale.

Den næste dag
Næste dag var det hverdag igen. Men ikke en hvilken som helst hverdag, for Danmark skulle spille sin første EM.-kamp, og de personlige stemmetal kom løbende ind i en lind strøm. Så om aftenen, da jeg sad hos en god ven og så fodbold imens jeg fulgte optællingen af stemmetallene og sådan håbede på, at den ville krybe over de 3.000 for eget vedkommende, og da Danmark for gud ved hvilken gang, var lige ved at score, udbrød jeg højrøstet (uden hensyn til de små børn der glade pludrede på gulvet): ”Det er for meget spænding”. Nå, men kampen endte 0-0, jeg fik mine 3.003 stemmer (tak til alle jer, der er de sidste 3), og er nu partiets 2. suppleant til Europa-parlamentet.

Det var en fantastisk oplevelse at være midt i denne valgkamp. Det har været fantastisk at opleve den store støtte til valgkampen, der kom fra alle steder i partiet. Havde vi gentaget opskriften fra denne valgkamp til folketingsvalgkampen 2005, så er jeg sikker på at vi var gået frem, også her. Men lad os se, om SF er klar til at føre samlet valgkamp til næste folketingsvalg.

Minder fra folketingsvalget 2005

Billeder fra valgkampen 2005

Global retfærdighed i 2005

For de 10 milliarder kroner, som højrefløjen samlet har skåret i ulandsbistanden i sin første periode (2001-2005), kunne vi have købt malarianet til alle i Afrika syd for Sahara og reddet millioner af menneskeliv.

SF kræver, at bistandshjælpenigen skal op på 1% af BNP og vi kræver at EU’s usolidariske landbrugsstøtteskal afvikles inden 10 år.

I SF arbejder vi for en strategi, der samler frihandel, global ledelse, stærke samfund og ulandsbistand i et globalt firkløver, der skaber fremgang for verdens fattigste. Det handler om at skabe global retfærdighed - for deres skyld, i vores interesse.

Torsdag den 27. januar 2005 bragte JP-København nedenstående artikel.

Kommentar til kommunalreformen

Af: Rachid El Mousti, folketingskandidat f. SF
Hvis større kommuner giver borgerne en bedre service, så er det vel i orden med kommunalreformen. Men jeg stiller blot disse fire spørgsmål til de borgerlige samfundsarkitekter:

Hvorfor er en drivende kraft bagkommunalreformen, at kommunerne skal gøre sine enheder så store, at det er mere rentabelt for private firmaer at byde ind på de opgaver, der traditionelt har været løst af kommunen? Giver det da bedreservice til borgerne, at der også skal være til profitten?

Hvorfor er der i de lovforslag, der netop er fremlagt, mere end 400 nye bestemmelser, der giver staten mulighed for at bestemme overkommunerne?

Giver det mere indflydelse til borgerne at gøre afstanden større? Hvis det var meningen, at kommunalreformen skulle revidere Danmarksstruktur, hvorfor er vi så gået uden om København og Frederiksberg(igen)? Er det, fordi de fleste embedsmænd bor her og dybest set godt ved, at det ikke er særlig godt at blive ramt alt for hårdt af kommunalreformen?

Hvordan har man tænkt sig at gennemføre enkommunalreform, der ikke må koste noget og ikke skal føre tilpersonalereduktioner (fyringer), når erfaringerne fra store virksomhedssammenlægninger jo netop viser, at sammenlægninger koster mange penge, og den hurtige gevinst kun kan findes ved at reducere iantallet af ansatte?

Tirsdag den 1. februar 2005 blev nedenstående artikel bragt i Information
Regeringen er fuld af løgn om Irak

Af: Rachid El Mousti, folketingskandidat f. SF
Nogle gange er verden værre end ens vildeste fantasi - desværre. Hvem havde forestillet sig, at en hel koalition med USA i spidsen valgte at gå i krig på et forkert grundlag? Alle var sikre på, at det irakiske rædselsregime havde masseødelæggelsesvåben. Man ledte og ledte. Det var endda på trods af, at fhv. våbeninspektører som Scott Ritter proklamerede, at det havde Irak ikke.

Irak var ikke en trussel mod den vestlige civilisation. Argumenterne fra den danske regering var blandt andet, at når Irak ikke havde bevist, at de ikke havde masseødelæggelsesvåben, så måtte man jo regne med, at de havde. Men for nylig blev det dementeret. Herhjemme forsøger statsministeren at løbe fra, at krigen blev til på et forkert grundlag, mens både Blair og Bush offentligt har erkendt, at de tog fejl, hvad angårmasseødelæggelsesvåben. SF vil en anden verdensorden. En verdensorden der bygger på bæredygtighed, stabilitet og tryghed. Her er FN helt central. USA og koalitionen skal hurtigst muligt ud af Irak, og FN skal overtage opbygningen af landet. Endvidere bør Danmark tage initiativ til et storstilet og ambitiøst internationalt forsknings- og uddannelsesprogram for Irak for at sætte irakerne selv i stand til at kunne håndtere landets fremtid.

Om børnene i 2005

Alle partierne kæmper om børnefamiliernes talrige stemmer. Men helt klart er det vist ikke, hvad de hver især rent faktisk vil gøre for børnene. Den politik som regeringen har ført og vil føre, har ikke en dyt med børnevelfærd at gøre. De vil stikke 500 kr. i lommen på forældrene, så der kan blive til et par Nike-sko eller en til fin kjole. Er det virkelig prisen værd for, at børnene ikke bare skal anbringes, men også have en indholdsrig dag i institutionen? Er det virkelig de par kroner værd, at vores børns mentale og udviklingsmæssige klima ikke kan sættes højest? På dette punkt står SF fast. Vores børn sættes over forældrenes pengepung.

Om finanspolitik i 2005

Jeg kan huske i de glade firsere, hvor det var venstrefløjspartierne, der gerne brugte mange af statens penge uden at de lige var for hånden. Da havde medierne megen fornøjelse ud af at vise hvordan venstrefløjens forslag ikke hang sammen økonomisk.

Hvorfor genoptager medierne ikke den øvelse i forhold til regeringspartiernes og socialdemokraternes ublu brug af offentlige finanser? Hvad er der blevet af 2010-målsætningerne for den danske økonomi? Det er da tankevækkende, at det er venstrefløjspartierne, der i dag sørger for, at de forslag de fremsætter, er finansieret krone for krone. F.eks. SF’s 2010 plan, der både giver nye arbejdspladser og en væsentlig afbetaling på udlandsgælden. Kort sagt, hvis man vil sikre den danske velstand og velfærd også i fremtiden, så skal man ikke lade sig lokke af dagens politiske tilbud, men gå efter den sammenhængende og økonomisk ansvarlige dagsorden som den sættes af venstrefløjspartierne i almindelighed og SF i særdeleshed.

Om folkeskolen i 2005

At det er folkeskolen, der bliver et af de store valgtemaer er fint nok, men det bliver det på en tilfældig baggrund, en undersøgelse, der kommer udefra, og hvis konklusioner i øvrigt i den grad kan diskuteres. Hvorfor tager vi ikke udgangspunkt i en samlet politisk vision for, hvad det egentlig er vi vil med skolen og med børnene der går i den? Hvad med de kompetencer de skal opnå i løbet af deres skolegang?

I stedet for at begejstres over de kvaliteter der faktisk kendetegner den danske folkeskole, præsenteres vi for lappeløsninger, et krav om mere disciplin og en total manglende fornemmelse for, hvad der sker blandt børn og unge i dag. Der er problemer med den danske folkeskole. Den har svært ved at tænke i forskellige og individuelle færdigheder. Men jeg mener der skal flere undersøgelser til, der tager højde for det særlige ved folkeskolen, før vi beslutter hvad der skal ske. Tilfældige hovsaløsninger kan hurtigt udvikle sig til at blive økonomisk og især menneskeligt meget omkostningsfulde.