Minder fra europaparlamentsvalgkampen 2004

Den sidste dag
Søndag den 13. juni 2004 vågnede jeg efter en meget urolig nat klokken 5. Jeg kunne ikke sove mere, fordi jeg simpelthen var for nervøs. For det var jo denne søndag, at vi havde valget til Europaparlamentet. Et valg der kunne have været skæbnesvangert for SF, skulle det ikke lykkes os, at fastholde mandatet i parlamentet.
Mens min kæreste gryntende rullede væk for at kunne få ro til at sove videre, stod jeg op til søndagsberlingerens meningsmålinger: ”SF mister deres mandat” stod der. Så sad jeg der. Alene på sofaen med avisen i skødet. Var vi ved at fejle? Var det sådan, at taktikken med at sige hvad vi mente, frem for at gå efter en fornemmelse af hvad folket mente, var en forfejlet taktik?
Meget var på spil, for hvis man ikke kan føre politik på hvad man mener, så er det hele da ligegyldigt. Så man kan sige, at det for mit eget vedkommende, var mere end bare et valg til Europa-parlamentet. Det handlede for mig om hvorvidt jeg kunne tro på at SF havde en fremtid og en særlig rolle at spille.

Den længste dag
Det var den sidste dag af en meget lang valgkamp, så jeg valgte at sætte ”den længste dag” på DVD’en (klassiker om landgangen i Normandiet den 6. juni 1944). Krigens voldsomhed fik mig ned på jorden igen, og lærkernes morgensang og dagens morgengry fik nerverne stabiliseret. Da filmen var færdig og morgenmaden spist, begyndte forberedelserne til den sidste valgkampsbestræbelse: Søndagskørsel i den interimistiske kampagnevogn.

Fra klokken 10 kørte vi (kæresten og jeg) rundt og besøgte familie og gode venner med en bil, hvor 3 af mine valgplakater var sat på taget. Reaktionen fra medtrafikanter var fantastisk. Folk hilste, smilede og dyttede, så efterhånden som solskinsdagen skred frem, steg humøret mere og mere. Klokken 16 landede vi igen ved hjemmet på Frederiksberg. Plakaten blev taget af taget på bilen, og vi gik hen for at stemme. Valgkampen var slut, og næste projekt kunne begynde: Fortsættelse af renoveringen af lejligheden vi flyttede ind i 1. november.

Om aftenen begav vi os så ind til Christiansborg for at følge optællingen og forhåbentlig få en lille fest. Og fest det fik vi. For ikke nok med at vi genvandt mandatet. Vi gik også frem. Både procentmæssigt og stemmetalsmæssigt. For første gang i min tid i SF, fik vi en sejr. Det var en fryd at få lov til at se Holger K. hoppe op på en stol i gruppeværelset og holde en længe ventet sejrstale.

Den næste dag
Næste dag var det hverdag igen. Men ikke en hvilken som helst hverdag, for Danmark skulle spille sin første EM.-kamp, og de personlige stemmetal kom løbende ind i en lind strøm. Så om aftenen, da jeg sad hos en god ven og så fodbold imens jeg fulgte optællingen af stemmetallene og sådan håbede på, at den ville krybe over de 3.000 for eget vedkommende, og da Danmark for gud ved hvilken gang, var lige ved at score, udbrød jeg højrøstet (uden hensyn til de små børn der glade pludrede på gulvet): ”Det er for meget spænding”. Nå, men kampen endte 0-0, jeg fik mine 3.003 stemmer (tak til alle jer, der er de sidste 3), og er nu partiets 2. suppleant til Europa-parlamentet.

Det var en fantastisk oplevelse at være midt i denne valgkamp. Det har været fantastisk at opleve den store støtte til valgkampen, der kom fra alle steder i partiet. Havde vi gentaget opskriften fra denne valgkamp til folketingsvalgkampen 2005, så er jeg sikker på at vi var gået frem, også her. Men lad os se, om SF er klar til at føre samlet valgkamp til næste folketingsvalg.

Minder fra folketingsvalget 2005

Billeder fra valgkampen 2005

Global retfærdighed i 2005

For de 10 milliarder kroner, som højrefløjen samlet har skåret i ulandsbistanden i sin første periode (2001-2005), kunne vi have købt malarianet til alle i Afrika syd for Sahara og reddet millioner af menneskeliv.

SF kræver, at bistandshjælpenigen skal op på 1% af BNP og vi kræver at EU’s usolidariske landbrugsstøtteskal afvikles inden 10 år.

I SF arbejder vi for en strategi, der samler frihandel, global ledelse, stærke samfund og ulandsbistand i et globalt firkløver, der skaber fremgang for verdens fattigste. Det handler om at skabe global retfærdighed - for deres skyld, i vores interesse.

Torsdag den 27. januar 2005 bragte JP-København nedenstående artikel.

Kommentar til kommunalreformen

Af: Rachid El Mousti, folketingskandidat f. SF
Hvis større kommuner giver borgerne en bedre service, så er det vel i orden med kommunalreformen. Men jeg stiller blot disse fire spørgsmål til de borgerlige samfundsarkitekter:

Hvorfor er en drivende kraft bagkommunalreformen, at kommunerne skal gøre sine enheder så store, at det er mere rentabelt for private firmaer at byde ind på de opgaver, der traditionelt har været løst af kommunen? Giver det da bedreservice til borgerne, at der også skal være til profitten?

Hvorfor er der i de lovforslag, der netop er fremlagt, mere end 400 nye bestemmelser, der giver staten mulighed for at bestemme overkommunerne?

Giver det mere indflydelse til borgerne at gøre afstanden større? Hvis det var meningen, at kommunalreformen skulle revidere Danmarksstruktur, hvorfor er vi så gået uden om København og Frederiksberg(igen)? Er det, fordi de fleste embedsmænd bor her og dybest set godt ved, at det ikke er særlig godt at blive ramt alt for hårdt af kommunalreformen?

Hvordan har man tænkt sig at gennemføre enkommunalreform, der ikke må koste noget og ikke skal føre tilpersonalereduktioner (fyringer), når erfaringerne fra store virksomhedssammenlægninger jo netop viser, at sammenlægninger koster mange penge, og den hurtige gevinst kun kan findes ved at reducere iantallet af ansatte?

Tirsdag den 1. februar 2005 blev nedenstående artikel bragt i Information
Regeringen er fuld af løgn om Irak

Af: Rachid El Mousti, folketingskandidat f. SF
Nogle gange er verden værre end ens vildeste fantasi - desværre. Hvem havde forestillet sig, at en hel koalition med USA i spidsen valgte at gå i krig på et forkert grundlag? Alle var sikre på, at det irakiske rædselsregime havde masseødelæggelsesvåben. Man ledte og ledte. Det var endda på trods af, at fhv. våbeninspektører som Scott Ritter proklamerede, at det havde Irak ikke.

Irak var ikke en trussel mod den vestlige civilisation. Argumenterne fra den danske regering var blandt andet, at når Irak ikke havde bevist, at de ikke havde masseødelæggelsesvåben, så måtte man jo regne med, at de havde. Men for nylig blev det dementeret. Herhjemme forsøger statsministeren at løbe fra, at krigen blev til på et forkert grundlag, mens både Blair og Bush offentligt har erkendt, at de tog fejl, hvad angårmasseødelæggelsesvåben. SF vil en anden verdensorden. En verdensorden der bygger på bæredygtighed, stabilitet og tryghed. Her er FN helt central. USA og koalitionen skal hurtigst muligt ud af Irak, og FN skal overtage opbygningen af landet. Endvidere bør Danmark tage initiativ til et storstilet og ambitiøst internationalt forsknings- og uddannelsesprogram for Irak for at sætte irakerne selv i stand til at kunne håndtere landets fremtid.

Om børnene i 2005

Alle partierne kæmper om børnefamiliernes talrige stemmer. Men helt klart er det vist ikke, hvad de hver især rent faktisk vil gøre for børnene. Den politik som regeringen har ført og vil føre, har ikke en dyt med børnevelfærd at gøre. De vil stikke 500 kr. i lommen på forældrene, så der kan blive til et par Nike-sko eller en til fin kjole. Er det virkelig prisen værd for, at børnene ikke bare skal anbringes, men også have en indholdsrig dag i institutionen? Er det virkelig de par kroner værd, at vores børns mentale og udviklingsmæssige klima ikke kan sættes højest? På dette punkt står SF fast. Vores børn sættes over forældrenes pengepung.

Om finanspolitik i 2005

Jeg kan huske i de glade firsere, hvor det var venstrefløjspartierne, der gerne brugte mange af statens penge uden at de lige var for hånden. Da havde medierne megen fornøjelse ud af at vise hvordan venstrefløjens forslag ikke hang sammen økonomisk.

Hvorfor genoptager medierne ikke den øvelse i forhold til regeringspartiernes og socialdemokraternes ublu brug af offentlige finanser? Hvad er der blevet af 2010-målsætningerne for den danske økonomi? Det er da tankevækkende, at det er venstrefløjspartierne, der i dag sørger for, at de forslag de fremsætter, er finansieret krone for krone. F.eks. SF’s 2010 plan, der både giver nye arbejdspladser og en væsentlig afbetaling på udlandsgælden. Kort sagt, hvis man vil sikre den danske velstand og velfærd også i fremtiden, så skal man ikke lade sig lokke af dagens politiske tilbud, men gå efter den sammenhængende og økonomisk ansvarlige dagsorden som den sættes af venstrefløjspartierne i almindelighed og SF i særdeleshed.

Om folkeskolen i 2005

At det er folkeskolen, der bliver et af de store valgtemaer er fint nok, men det bliver det på en tilfældig baggrund, en undersøgelse, der kommer udefra, og hvis konklusioner i øvrigt i den grad kan diskuteres. Hvorfor tager vi ikke udgangspunkt i en samlet politisk vision for, hvad det egentlig er vi vil med skolen og med børnene der går i den? Hvad med de kompetencer de skal opnå i løbet af deres skolegang?

I stedet for at begejstres over de kvaliteter der faktisk kendetegner den danske folkeskole, præsenteres vi for lappeløsninger, et krav om mere disciplin og en total manglende fornemmelse for, hvad der sker blandt børn og unge i dag. Der er problemer med den danske folkeskole. Den har svært ved at tænke i forskellige og individuelle færdigheder. Men jeg mener der skal flere undersøgelser til, der tager højde for det særlige ved folkeskolen, før vi beslutter hvad der skal ske. Tilfældige hovsaløsninger kan hurtigt udvikle sig til at blive økonomisk og især menneskeligt meget omkostningsfulde.